• Inflationen steg en smule i august - selv om priserne faldt

    Source: BDK Finans / 10 Sep 2024 02:24:52   America/New_York

    Inflationen steg en smule i august, men holder sig stadig i et relativt lavt niveau. Ifølge Danmarks Statistik var forbrugerpriserne i august 1,4 procent højere end i samme måned sidste år. Det er en smule højere end inflationen i juli, der blev målt til 1,1 procent. Det er blandt andet prisstigninger på elektricitet og husleje, der trækker inflationen op. Varer derimod er kun steget 0,3 procent i gennemsnit det seneste år. Tallene bør ifølge cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank ikke give anledning til panik. - Den højere inflation i august er mest af alt af teknisk karakter, og man skal holde tungen lige i munden i tolkningen af dagens tal. - Priserne faldt rent faktisk i august i forhold til juli. Men da inflation måles ved årlige prisstigninger, så stiger inflationen simpelthen, fordi priserne faldt endnu mere i august sidste år. - I bund og grund holder inflationen sig lav, og det er godt nyt for danskerne, skriver han i en kommentar. Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker i Danske Bank, mener heller ikke, at der er grund til alarm, fordi lønvæksten nu er langt højere end inflationen. - Det giver langt flere penge mellem hænderne for flertallet af danskerne, og det forventer vi, vil løfte forbruget fremadrettet, efter danskerne har været forholdsvist tilbageholdende med at bruge penge, siden inflationen stak af i 2022, siger hun. Kerneinflationen - som viser prisstigningerne eksklusiv energi og ikke-forarbejdede fødevarer - udgjorde 1,2 procent i august. Det svarer også til en lille stigning i forhold til juli måned, hvor kerneinflationen blev opgjort til 1,0 procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/inflationen-steg-en-smule-i-august-selv-om-priserne-faldt
Share on,